Weingut Karl May fra byen Osthofen i den tyske vinregion Rheinhessen blev grundlagt i 1815 og drives idag af de to brødre Fritz og Peter May, syvende generation på vingården. De råder over ca. 20 hektarer vinmarker, bl.a. de to “grossen gewächtslage” Goldberg og Geyersberg.

Kvaliteten er helt i top, senest bevist ved deres 2015 Riesling Goldberg, som fik 95 point og guldmedalje ved Decanter World Wine Awards og dermed blev den højest scorende tyske vin.

Rheinhessen er både Tysklands største vinregion og den varmeste, så vinene herfra opleves tit mere fyldige, men stadig med masser af mineralitet og sprød syre. Riesling er hoveddruen her, men også andre sorter trives her, bl.a. Spätburgunder og Grauerburgunder.

Fra deres vingård Liebenauer Hof har vi forskellige gamle årgange af deres Trockenbeerenauslese og Eiswein, søde og sjældne vine, der laves i meget små mængder.